Fordybelse

Afspændingen og mig – efter mere end 20 år er jeg stadigvæk dybt begejstret

Afspændingen og mig – efter mere end 20 år er jeg stadigvæk dybt begejstret for den…

Faktisk var det ved et tilfælde, at jeg i sin tid landede på Afspændingspædagog uddannelsen, som den dengang hed (i dag hedder det Psykomotorikuddannelsen). Men allerede efter kort tid blev jeg meget betaget af behandlingsfaget. Indtil da havde jeg kun sjældent fået kropsbehandlinger, så det var som om en helt ny verden åbnede sig, og der opstod en dybere forståelse for så mange ting indeni mig.

Hen over de 4 år jeg brugte på uddannelsen, falmede denne betagelse aldrig. Tværtimod, så var der ikke tvivl for mig om, hvad jeg ville arbejde med, da jeg endelig stod med mit uddannelsesbevis i hænderne.

Jeg ville dele den betagelse og den fordybelse, jeg selv havde oplevet i mødet med denne behandlingsform. Men perfektionist og detaljeorienteret som jeg er, var der selvfølgelig mange småting, jeg kunne se en stor fordel i at ændre eller optimere.

Så der startede min mission med at skabe helt præcist den version af afspændingsbehandlingen, som jeg altid så for mit indre øje, og som min krop altid higede efter.
Jeg har nu arbejdet som behandler i mange år, og jeg har samlet en masse erfaringer, samtidig med jeg har afprøvet andre behandlingsformer, der også fascinerede mig.
Det har alt sammen været med til at give mig puslespilsbrikkerne, som jeg hen ad vejen har samlet til min version af afspændingsbehandlingen – den psykomotoriske kropsbehandling.

Jeg har undervejs skåret rigtig meget fra, jeg har tilføjet elementer fra behandlingsoplevelser hos andre, som jeg syntes fungerede særligt godt, og jeg har efteruddannet mig i andre behandlingsformer, som jeg kunne se ville hjælpe mig med at skabe min drømmeversion af afspændingen.

Det er både i teknikkerne, i opsætningen og i min udførelse af behandlingen, at jeg adskiller mig fra andre – som det nok er i de flestes fag. Vi udfører jo fx. aldrig en opskrift helt på samme måde – nogle putter mere salt i end andre, nogle lader risene koge længere end andre. Det er i det personlige udtryk, at det vi skaber for alvor kommer til syne, og hvor du kan opleve den til tider gigantiske forskel i udførelsen af et fag eller en kunst.


I dag, hvor det er mere end 20 år siden, jeg blev betaget i faget, er jeg stadigvæk lige begejstret for det, hvis endda ikke mere. Og jeg er spændt på at se, hvor det og min personlige passion vil føre mig hen i de næste mange år.

Tak for din læsetid og interesse.

Jeg vender snart tilbage med et nyt skriv til dig.

Indtil da – hav en fortræffelig dag.

Kh. Linda

 

PS:
Du kan læse mere om Psykomotorik uddannelsen her.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *